Hvilke definitioner findes der på terrorisme?

Ordet terrorisme stammer fra det latinske ord terrere, der betyder at sprede rædsel eller skræk. Ifølge den internationalt anerkendte terrorforsker, Alex P. Schmid, kan man bedst definere terror således: “Terrorisme er forbrydelser begået i fredstid, som i krigstid ville blive vurderet som krigsforbrydelser.” Hvis vi dykker lidt mere ned i sagen, bliver det dog hurtigt mere kompliceret:

• Nogle lægger vægt på, at der skal være et systematisk eller bevidst element af vold. For eksempel definerer forskeren James M. Poland terrorisme som “bevidste velovervejede, systematiske mord, lemlæstelse og trusler mod uskyldige, der skaber frygt og rædsel med henblik på at opnå politiske eller taktiske fordele ved at påvirke offentligheden”. 
• Andre lægger vægt på, at baggrunden skal være politisk (eller kulturel, social eller religiøs) – det er det politiske forsæt, der gør handlingen terroristisk frem for blot kriminel. Det gælder for eksempel FBI’s definition: “Terrorisme er den uretmæssige brug af tvang og vold mod personer eller ejendom med det formål at skræmme eller tvinge en regering, civilbefolkningen eller dele heraf til at fremme politiske eller sociale mål.” Også CIA’s definition fokuserer på den politiske baggrund: “Terrorisme er overlagt, politisk motiveret vold begået mod ikkemilitære mål af subnationale grupper eller hemmelige agenter, almindeligvis med det formål at påvirke et publikum.” Begge definitioner understreger derudover, at terror kun er noget, som ikkestatslige aktører begår. Terrorlignende handlinger begået af stater skal i den optik ikke betegnes som terror, men i stedet som krigsforbrydelser.
• Den tidligere højtstående medarbejder i CIA's antiterrorafdeling Paul R. Pillar uddyber i en artikel på Brookings Institutions hjemmeside (se kilder) definitionen på følgende måde. Terrorisme er: 
  1. overlagt – planlagt på forhånd, ikke en spontan handling foretaget i raseri.
  2. politisk – ikke kriminel, sådan som den vold, grupper som mafiaen udøver for at skaffe penge, men derimod udtænkt for at ændre den eksisterende politiske samfundsorden.
  3. retter sig mod civile – ikke mod militære mål eller kampklare tropper.
  4. udføres af subnationale grupper – ikke af et lands hær.
• Andre definitioner lægger vægt på en terrorhandlings signalværdi: Det gælder eksempelvis den internationalt anerkendte terrorismeforsker Brian Jenkins, som tilbage i 1974 lavede den ganske korte definition: “Terrorisme er teater” – for at understrege, at terroristen iscenesætter en voldsom begivenhed for at tiltrække sig opmærksomhed og chokere eller skræmme tilskueren. Ad den vej ønsker terroristen at ændre den offentlige opinion og den politiske udvikling.

Hvorfor er det så svært at definere terrorisme kort og præcist?

Der findes et væld af definitioner på terrorisme. Således brugte Alex P. Schmid i starten af 1980’erne flere hundrede sider på at sammenligne mere end et hundrede forskellige terrorismedefinitioner uden at nå til et endeligt resultat. Forskellene var for store til, at definitionerne kunne koges ned til et acceptabelt resultat, mente han. I stedet bad han i 1984 og 1988 flere hundrede terrorforskere over hele verden om at definere terrorisme, hvilket resulterede i en meget lang, meget knudret og alligevel ikke helt dækkende definition.

Problemet med en definition af terror er, at terrorisme ifølge den tyske begrebshistoriker Reinhart Koselleck kan anskues som et “fleksibelt generelt begreb”. Således mødes begrebet terrorisme i hele verden af en vis indledende fælles forståelse. Men forståelsen af, hvad terrorisme er, varierer enormt over tid, fra land til land og fra politisk aktør til politisk aktør. Anskuet fra en filosofisk synsvinkel er selve definitionen af fænomenet politisk. Ikke blot i den forstand, at alle sproglige handlinger dybest set er politiske handlinger. Også fordi begrebet ‘terrorist’ har en nedsættende karakter. Terror er en betegnelse, der besidder negative konnotationer, som man kan bruge ad libitum om sine og verdens fjender. Enhver definition af en bestemt handling som ‘terror’ eller betegnelse af en bestemt aktør som ‘terrorist’ er derfor en politisk handling.

Er der nogen forskel på de mange terrordefinitioner?

Ja, selv om for eksempel angrebet på World Trade Center og Pentagon den 11. september 2001 falder ind under stort set alle definitioner, gælder det ikke alle aktioner, som nogle vil betegne som terrorisme. Ifølge CIA’s definition kan et terrorangreb også være en aktion udført af en hemmelig agent, der ikke har noget ønske om at tiltrække sig opmærksomhed, heller ikke til aktionen – selv om det ‘almindeligvis’ vil være målet. Andre definitioner lægger vægt på, at aktionen skal tiltrække sig offentlighedens opmærksomhed for at kunne kaldes terror.

Både CIA og den tidligere højtstående medarbejder i CIA’s antiterror-afdeling Paul R. Pillar lægger vægt på, at terrorisme ikke kan udføres af et lands hær, men kun af subnationale grupper eller eventuelt hemmelige agenter. Denne afgrænsning udelukker altså store dele af det, som ofte kaldes statsterrorisme.

Desuden er den meget ens ordlyd i definitionerne ikke ensbetydende med, at det er nemt at afgøre, hvilke grupper og aktioner der i praksis skal kategoriseres som terrorister og terrorhandlinger. Det skyldes blandt andet, at der ikke er enighed om, hvad begreberne ‘ikkemilitære mål’, ‘civile’ og ‘uskyldige’ dækker over. Desuden er det ofte vanskeligt at vide, hvilke motiver der reelt ligger bag en handling, som kan opfattes som terrorisme. Et eksempel herpå er skudattentaterne, der fandt sted i København i februar 2015, hvor den 22-årige Omar el-Hussein skød og dræbte en deltager ved et debatmøde og en vagt ved den jødiske synagoge i Krystalgade og siden selv blev skud af politiet. Efterfølgende har filosoffen Ole Thyssen i et debatindlæg i Politiken (se kilder) stillet spørgsmålstegn ved, om gerningsmanden reelt var drevet af et politisk mål, som kan retfærdiggøre, at hans handlinger betegnes som terrorisme og ikke ‘blot’ som en kriminel handling.

Hvad er forskellen på terrorisme og legitim frihedskamp?

Mange terrorister opfatter ikke sig selv som terrorister, men som frihedskæmpere. Desuden sker det ofte, at synet på bestemte grupper og deres aktioner skifter i løbet af en årrække. Når det er så svært at skelne mellem terrorisme og frihedskamp, skyldes det først og fremmest, at de pågældende handlinger altid vil blive anskuet forskelligt, alt efter hvilken politisk tradition og overbevisning beskueren har. Hvis man imidlertid følger den internationalt anerkendte terrorforsker Alex P. Schmids korte definition, der anskuer terrorisme som forbrydelser begået i fredstid, der i krigstid ville blive vurderet som krigsforbrydelser, vil eksempelvis angreb på tilfældige civile blive opfattet som terrorisme – uanset hvem de begås af og hvornår, og uanset hvem der skal bedømme, om handlingen er terroristisk eller ej. Ved en sådan definition flyttes fokus væk fra organisationen eller individet, som begår handlingen, til selve handlingen. Dette gælder i alt fald så længe, der er international enighed om, hvad der udgør krigsforbrydelser, hvilket siden 1864 har været reguleret af Geneve-konventionen og i 1949 blev indskrevet i den humanitære folkeret under FN.

Hvilke grupper er svære at placere i forhold til terrorismebegrebet?

Stort set alle grupper, der af nogle opfattes som terrorister, vil af andre blive opfattet som frihedskæmpere, og der kan være forskellige holdninger i forskellige perioder. Grupper, der tidligere blev opfattet som terrorgrupper, kan siden blive opfattet som frihedskæmpere eller omvendt. Der er mange sådanne eksempler. Modstandsfolkene i Danmark under 2. Verdenskrig blev opfattet som terrorister af besættelsesmagten. Kontraerne i Nicaragua, der med USA’s opbakning myrdede 6.000 civile i løbet af 1987, blev af den folkevalgte regering kaldt terrorister, men af USA’s præsident, Ronald Reagan, fik de mærkatet frihedskæmpere. De tjetjenske oprørsstyrker i Rusland er – efter terrorangrebene den 11. september 2001 og den efterfølgende alliance mellem Rusland og USA i krigen mod terror – i stigende grad blevet benævnt terrorister, ikke frihedskæmpere.

En del grupper kaldes fortsat både terrorister og frihedskæmpere, afhængigt af hvem man spørger. Det gælder for eksempel den islamiske gruppe Hamas, der har den israelske stat som modstander, samt den mexicanske befrielseshær EZLN – også kaldet zapatisterne – som af USA er blevet blåstemplet som legitim oprørsbevægelse, men af den mexicanske regering fortsat mere eller mindre behandles som terrorister, ifølge artiklen “Zapatisterne får det blå stempel” i Kontakt – Internationalt Magasin fra maj 2002 (se kilder).

Hvilke grupper bliver opfattet som terrorister efter den 11. september 2001?

En række grupper, som tidligere blev opfattet som frihedskæmpere, er kommet på USA’s, EU’s og FN’s terrorlister efter angrebet på USA den 11. september 2001. Det gælder blandt andet Colombias Væbnede Revolutionære Styrker – FARC – som med et marxistisk udgangspunkt bekriger Colombias regering og landets højreorienterede paramilitære militser. FARC udøvede også før den 11. september terror mod civilbefolkningen og kidnappede udlændinge for at få løsepenge, men da også regeringskontrollerede styrker brugte samme midler, blev FARC generelt opfattet som en legitim frihedsbevægelse og blev støttet af venstrefløjsgrupper rundt omkring i Europa. Det er ikke længere lovligt, fordi FARC nu regnes for en terrorgruppe.

Det samme gælder den iranske organisation People’s Mojahedin Organization of Iran (PMOI), som kæmper for et sekulært Iran.

Også den palæstinensiske islamiske organisation Hamas kom på EU’s terrorliste i december 2001, og i 2003 kom også Hamas’ politiske gren på listen. EU-Domstolen vurderede i december 2014, at Hamas burde tages af terrorlisten, fordi organisationen var blevet sat på listen uden en ordentlig juridisk argumentation, men alligevel har EU-Domstolen siden afvist at fjerne Hamas fra den europæiske terrorliste på trods af appeller fra gruppens ledelse. Det fremgår af DW’s artikel “EU court rejects Hamas appeal to delist terrorist status” fra 2019 (se kilder).

Hvem kan afgøre, hvem der er terrorister?

En del institutioner, for eksempel forsvars- og udenrigsministerier i forskellige lande, laver deres egne lister over terrororganisationer. Både EU og FN har udarbejdet en liste over terrororganisationer (se kilder). Men der findes ingen institutioner eller organisationer, hvis liste anerkendes af alle andre.

Det er aldrig lykkedes FN’s 193 medlemsstater at enes om en definition på ordet terrorisme, selv om stort set alle medlemslande har udtalt, at de er imod brugen af terror. “I stedet har FN’s Sikkerhedsråd i sine resolutioner haft konkrete forståelser fra gang til gang, der knyttede sig til de problemer, resolutionerne rettede sig imod,” forklarer Birthe Hansen i bogen Terrorisme – De utilfredse og den nye verdensorden (se kilder). På den måde er det lykkedes at nå til enighed om 12 emnespecifikke områder, der kriminaliserer bestemte former for terrorisme, så som for eksempel flykapring.

Afholder uenighederne stater fra at bekæmpe terrorisme?

Ikke generelt. At det er svært at blive enig om en definition, er ikke det samme som, at politikere og stater ikke forsøger at bekæmpe terrorismen. De vil blot som regel nøjes med at bekæmpe det, de opfatter som terrorisme sammen med andre, som de er enige med, og de fleste stater vil forsøge at ramme en definition af begrebet terrorisme, som landets borgere er enige i. Birthe Hansen giver i bogen Terrorisme – De utilfredse og den nye verdensorden (se kilder) sit bud på, hvordan almindelige danskere skelner mellem frihedskamp og terrorisme: “Hvis nogle gør oprør mod et diktatur, retter volden mod diktaturets anlæg samt har en vis repræsentation i deres bagland, er der tale om frihedskamp. Hvis der i stedet begås voldelige angreb på et demokrati, eller hvis volden rettes mod civile, så er der tale om terrorisme.” Det er dog ikke altid, at staten og befolkningen er enige. I artiklen “Zapatisterne får det blå stempel” i Kontakt – Internationalt magasin (se kilder) nævnes det for eksempel, at store dele af befolkningen gerne ville have, at staten definerede zapatisterne som terrorister og nedkæmpede dem.

Er alle organisationer, der udfører terrorisme, kun terrororganisationer?

Ifølge Jan Aagaard og Lars Erslev Andersens bog Den afghanske forbindelse (se kilder) er det en udbredt misforståelse, at oprørsgrupper altid kan placeres entydigt på den ene eller anden side af skillelinjen mellem frihedskamp og terrorisme. De to forfattere argumenterer for eksempel for, at gruppen Hamas ikke udelukkende bør anskues som en terroristorganisation, selv om den har udført terroraktioner mod civile israelere: “Man kan med andre ord udmærket betragte den kamp, Hamas udkæmper mod Israel, som en legitim frihedskamp og dermed betragte Hamas som en frihedsbevægelse, samtidig med at man utvetydigt fordømmer nogle af de midler, organisationen anvender i kamp.” Her er fokus således flyttet fra organisationen og dens mål til dens handlinger.

Mange grupper og organisationer, der udfører terrorangreb, har således ud over deres militante celler desuden politiske partier, der er lovlige og deltager i lokal- og parlamentsvalg. Hvorvidt disse politiske partier eller grene opfattes som terrororganisationer, kan skifte over tid.

Hvornår opstod begrebet terrorisme?

Begrebet opstod i sin moderne form under Robespierres rædselsregimente efter Den Franske Revolution, nærmere bestemt perioden 1793-1794, hvor en form for kollektivt diktatur forfulgte, torturerede og dræbte politiske, økonomiske og religiøse modstandere. Omkring 300.000 mennesker blev arresteret, og 17.000 blev henrettet, men magthaverne forsvarede deres metoder med, at det var nødvendigt for at opnå og sikre friheden for landets undertrykte. Begrebet terrorisme var således ikke negativt ladet til at begynde med.

I 1798 blev ordet første gang nævnt i et leksikon. Først efter revolutionens afslutning i 1799 fik begrebet den entydigt negative betydning, som det har i dag, hvor stort set ingen terrorister ifølge forskeren Bruce Hoffmans bog Inside Terrorism (se kilder) opfatter sig selv som terrorister. Det var også først sidenhen, at begrebet blev brugt på grupper og ikke på staters handlinger imod deres borgere.

Hvor længe har der eksisteret terrorisme?

Terrorisme kan siges – ud fra ovenfor nævnte definitioner – at have eksisteret lige så længe, som der har været statslignende konstruktioner at udøve angreb imod eller at forsøge at påvirke med angreb på civile. Et par eksempler på tidlige terrorister – hentet fra Philip Steeles bog Terrorisme (se kilder), Jens Aage Poulsens bog Voldens sprog og Leksikon for det 21. århundrede (se kilder):

• De jødiske fanatikere zeloterne, der i 1. århundrede f.Kr. til 1. århundrede e.Kr. dræbte romerske civile i Palæstina, øvede sabotage imod vandforsyningen og nedbrændte kornlagre.
• Medlemmerne af den shiamuslimske sekt assassinerne, der i 1000-1200-tallets Mellemøsten indtog hash, før de angreb civile og militære mål, herunder korsfarere og sunnimuslimer.
• Den hinduistiske Thugee-kults medlemmer, der i 1300-1800-tallets Indien dræbte forbipasserende for at ofre dem til gudinden Kali.
• En dominikanermunks politiske mord på den franske konge Henrik den 3. i 1589.

Hvornår begyndte den moderne form for terrorisme?

Udviklingen af mere moderne former for terrorisme tidsfæstes normalt til slutningen af 1800-tallet, hvor den russiske anti-zar-gruppe Narodnaja Volja (Folkets Vilje) opstod. Den betegnes af mange forskere som den første egentlige terrorgruppe, og dens aktiviteter – blandt andet mordet på den russiske zar Aleksander den 2. i 1881 – satte en bølge af anarkistisk terrorisme i gang også i andre lande.

Grupper, der var inspireret af Narodnaja Volja og af Den Franske Revolutions ideer om frihed og lighed, rettede angreb mod civile i form af bomber på markeder og andre store pladser. Desuden lavede de attentater mod verdens mest magtfulde herskere: Præsident Sadi Carnot af Frankrig blev snigmyrdet i 1894, kejserinde Elisabeth af Østrig i 1898 og den amerikanske præsident William McKinley i 1901. Det mest berømte af denne bølge af terrorangreb var dog mordet på den østrig-ungarske tronfølger Franz Ferdinand, der blev skudt af en serbisk nationalist i Sarajevo i 1914. Mordet udløste 1. Verdenskrig.

Hvordan udviklede den moderne form for terrorisme sig?

I årtierne efter 1. Verdenskrig opstod der terrorgrupper i flere af de lande, som europæiske stormagter fortsat koloniserede trods lokale befolkningsgruppers ønske om selvstændighed. Nogle af de grupper, der kæmpede for uafhængighed, brugte terrorangreb som et af deres midler i kampen. Den første af sådanne grupper var den jødiske gruppe Irgun Zevari Leummi (Den Nationale Militærorganisation), der blev dannet i 1931 under det britiske herredømme i Palæstina. Gruppens mål var at kæmpe for en jødisk stat, og dens midler var blandt andet at udøve vold og massakrer mod den arabiske civilbefolkning i området og sende brevbomber til britiske myndigheder både i Mellemøsten og London. Siden blev den nationalistiske terrorisme fulgt op af religiøst baseret terrorisme både i Palæstina, i det øvrige Mellemøsten og i andre verdensdele.

Hvornår kom terrorismen til Europa?

Den tidlige anarkistiske terrorisme opstod som beskrevet ovenfor i Rusland og Europa i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. Herefter flyttede terrorens tyngde til de lande, som vestlige magter havde koloniseret, og terrorisme blev først for alvor et markant fænomen i Europa igen i slutningen af 1960’erne og op gennem 1970’erne. Afgørende begivenheder var studenteroprøret i Frankrig 1968, hvor der blev dannet en del grupper, der kæmpede for kommunistisk revolution i Vesteuropa, samt Vietnamkrigen, som mange af de venstreorienterede grupper opfattede som det første eksempel på de undertrykte folks kamp mod den internationale kapitalisme. Nogle af de kommunistiske og socialistiske grupper i Vesteuropa valgte at bruge vold og terror mod staten som midler i kampen for en politisk omvæltning. Det gjaldt blandt andet den tyske Rote Armee Fraktion (Den Røde Hærs Fraktion), som udførte mordaktioner, kidnapninger og sabotage. Gruppen samarbejdede med palæstinensiske grupper og deltog i flykapringer.

Det skal dog nævnes, at et af de voldsomste eksempler på statsterrorisme, nemlig Hitler-Tysklands forfølgelse af jøder og andre ikkeariere samt alle ikkenazister, fandt sted i Europa imellem de ovennævnte to bølger af terror.